24. Maj 2024 ·

Cliff Hansen er ny forperson for bestyrelsen

På et konstituerede bestyrelsesmøde den 23. maj er Cliff Hansen, tidligere næstforperson for bestyrelsen, blevet valgt som ny forperson for bestyrelsen de næste to år. Cliff Hansen er direktør i Lindhardt og Ringhof Uddannelse og repræsenterer Danske Forlag i bestyrelsen.

Det er kendte kræfter, der i de kommende to år står bag roret i Copydan Tekst & Node. Cliff Hansen, tidligere næstforperson for bestyrelsen, tiltræder nu som ny forperson for bestyrelsen.

Om den nye rolle udtaler Cliff:

”Først og fremmest vil jeg gerne sende en stor tak til Tekst & Nodes bestyrelse for at betro mig opgaven som forperson for de kommende to år. Tekst & Node er et helt afgørende element i det økosystem, som forfattere, journalister, komponister og udgivere er en del af, og som er under stærk påvirkning af digitalisering generelt og AI specifikt. Digitalisering og AI stiller nye krav til snart sagt alle dele af vores arbejde – fra administration over aftalemodeller til indgåelse af aftaler. I tæt samarbejde med den øvrige bestyrelse og Tekst & Nodes dygtige medarbejdere ser jeg frem til at arbejde for at løse nye udfordringer og dermed sikre den fortsatte varetagelse af vores medlemmers interesser, ” udtaler Cliff Hansen, som udover at være forperson for bestyrelsen også er direktør i Lindhardt og Ringhof Uddannelse.

Cliff Hansen kommer til at fortsætte det tætte samarbejde med Morten Rosenmeier, formand for UBVA og repræsentant for akademikerne, som nu er næstforperson for bestyrelsen.

Administrerende direktør Anders Kristian Rasch hilser den nye forperson velkommen med ordene:

”Cliff Hansen kender tekstforvaltningsområdet særdeles godt – både fra hans eget daglige virke og fra hans mangeårige engagement i Copydan Tekst & Node. Det er en stor fordel, fordi vi ser i en fremtid, der på mange måder både er drevet af og udfordret af teknologi og nye forretningsmodeller. Jeg ser frem til et godt samarbejde i de kommende år. Samtidig vil jeg også gerne takke afgående forperson Morten Rosenmeier for hans store arbejde for rettighedshaverne gennem de sidste fire år som forperson, ” udtaler Anders Kristian Rasch.