Kopiering af dine værker

Vi indgår aftaler med det professionelle Danmark om kopiering og brug af skrevne værker. Også af dine. Det gør vi med afsæt i aftalelicensen.

Aftalelicens er en lovgivningsmæssig måde at forvalte ophavsrettigheder på, der sikrer en fleksibel brugeradgang samt kompensation til rettighedshaverne for brug af deres materiale.

Copydan Tekst & Node indgår aftaler om brug og kopiering af tekster og noder på baggrund af aftalelicensen. Det betyder, at vi kan tilbyde én samlet aftale, der dækker kopiering af alle rettighedshaveres værker. Også dine.

Via vores medlemsorganisationer repræsenterer vi en væsentlig del af ophavspersonerne på tekst- og nodeområdet.

Vi er som de eneste i Danmark godkendt af Kulturministeriet til at indgå aftaler på aftalelicensvilkår på tekst- og nodeområdet for både autorer og udgivere.

Vi forvalter dine rettigheder i praksis

Vi indgår aftaler, som gør det muligt at bruge tekster og noder i klasselokaler, i institutioner og på kontorer i hele Danmark. Herudover klarerer vi rettigheder til brug på digitale platforme og har aftaler med søsterorganisationer verden over, som sikrer dine rettigheder uden for Danmarks grænser.

Med Tekst & Nodes aftaler må uddannelsesinstitutioner og virksomheder kopiere fra alverdens udgivne tekst- og nodematerialer til undervisningsbrug og intern administrativ brug uden at spørge hver enkelt rettighedshaver om lov.

De må kopiere både dansk og udenlandsk materiale, digitalt og trykt, dog med visse begrænsninger. Aftalens brugsscenarier varierer, alt efter hvilken type aftale der er tale om. Men fælles for alle vores aftaler er, at de sikrer dig betaling for kopieringen af dine værker.

Værker via Open Access

Open Acces betyder som udgangspunkt, at der er gratis og uhindret online adgang til eksempelvis forskningsartikler.

Rettighedshavere, der publicerer værker via Open Access, har givet samtykke til de tilknyttede licensbetingelser. Der er derfor tale om en direkte licens, som har forrang frem for Tekst & Nodes aftaler.

Som rettighedshaver skal du være opmærksom på, at kopiering fra tidsskrifter, der ligger som Open Access, ikke udløser vederlag.

Det spørger andre om…