Udbetaling og specifikation

På din udbetalingsspecifikation kan du se, hvilke tekster der har udløst vederlag, hvilke skoletyper der har foretaget kopieringen, hvad vederlaget beløber sig til, og i hvilken egenskab du modtager vederlaget.

Din udbetalingsspecifikation indeholder kun information om de værker, der har udløst vederlag i det anførte år. Der er altså ikke tale om en oversigt over din samlede produktion af værker.

Vi sender udbetalingsspecifikationen til din e-Boks i forbindelse med udbetalingen. Du kan også finde alle dine udbetalingsspecifikationer på din profil.

A: Beskrivelse: Værksoplysninger og skoletype

Kolonnen ’Beskrivelse’ viser de tekster, der har udløst vederlag, og inden for hvilken skoletype kopieringen har fundet sted.

  1. Værkstitel. Uanset om der er tale om et værk, du selv har skrevet, eller et værk, du har bidraget til, så vil værkstitlen fremgå her.
  2. Bidrag. Hvis du har bidraget til et samleværk el. lign., fx en antologi, sangbog eller et tidsskrift, vil titlen på dit bidrag fremgå under værkstitlen. Det kan også være, at din tekst er anført på specifikationen som et bidrag til værket ”Uoplyst titel”. Det sker i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at identificere, hvilket værk en kopieret tekst stammer fra.
  3. Skoletype. Under hvert værk og bidrag kan du se, hvilken skoletype kopieringen er foretaget på. Er du arving eller befuldmægtiget, vil navnet på den person, du er arving/befuldmægtiget efter, ligeledes fremgå her.

Særligt for Nota-vederlag: Modtager du vederlag for udlån via Notas service, og vil du vide, om dine værker er udlånt som lydbog eller e-bog, kan du tjekke det på Notas egen hjemmeside via det BOOK ID-nummer, som står under hvert værk på din specifikation.

B: Type: Tekst, udgiver, arving

I kolonnen ’Type’ kan du se, i hvilken egenskab du modtager vederlaget – som forfatter, udgiver, arving eller befuldmægtiget.

Særligt for musikrettighedshavere: Typen ’Tekst’ dækker også over vederlag for nodemateriale. Betegnelsen ’Forlag’ dækker over værker, som du ikke selv har udgivet, men som du har musikrettighederne til.

C: År og beløb

I kolonnen ‘År’ kan du se, hvilket år vederlaget er fordelt.

Der kan være vederlag i din specifikation, der stammer fra de sidste to års udbetalinger. De beløb udbetales først nu, da de enten ikke hidtil har oversteget Tekst & Nodes udbetalingsgrænse på 100 kr., eller fordi vi ikke tidligere har haft dine udbetalingsoplysninger.

I den sidste kolonne, ’Beløb’, kan du se, hvordan dit vederlag fordeler sig på værker og skoletyper.

Særligt for Nota-vederlag: Vær opmærksom på, at så længe vi udbetaler for den bagudrettede brug, vil årstallet, der oplyses i forbindelse med Nota-udbetalingerne, ikke dække perioden, udlånet vedrører, men derimod udbetalingstidspunktet.

Mulig reduktion i dit vederlag

  1. Omsætningskrav for danske udgivere
    Udgivere skal kunne dokumentere øvrige relevante indtægter i deres virksomhed for at kunne modtage kopieringsvederlag på uddannelsesområdet. Kravet om omsætning i udgiverpraksis medfører, at et vederlag fra Tekst & Node maksimalt kan udgøre 80 %, eller fire gange så meget, som udgivers øvrige relevante indtægter det seneste år. Er dit vederlag justeret på baggrund af disse principper, vil det fremgå nederst på specifikationen.
  2. Er du udgiver og medlem af en organisation?
    Udgiverorganisationerne, der står bag Tekst & Node, har mulighed for at trække en mindre procentdel af deres medlemmers vederlag til dækning af administrative omkostninger. Hvis det er tilfældet for dig, vil både det fratrukne beløb og din organisation fremgå af specifikationen.

Brug for hjælp?

Ring: 35 44 14 93 – Hverdage 9.00-15.00
Mail: kontakt@tekstognode.dk