Forårets messer: Vigtigt budskab til lærerne

I marts og april er vi til stede på messer i Aarhus og København med et vigtigt budskab til lærerne: TAK.

TAK er ikke kun et fattigt ord. Det er kernen i det, som vi gerne vil sige til lærerne, når vi deltager i Danmarks Læringsfestival i Bella Centret, København fra 1.- 2. marts samt Skolemessen i Aarhus den 26.- 27. april. Vi vil gerne gøre lærere opmærksomme på, hvor stor en forskel de gør for forfattere, musikere, illustratorer mv. Lærerne er nemlig årsagen til, at vi hos Tekst & Node i 2016 var i stand til at sende penge til mere end 60.000 rettighedshavere. Det er kun muligt takket være skolernes kopiaftaler og takket være lærernes indberetning. Og det vil vi gerne sige TAK for. 

Rettighedshaverne sender et stort TAK
Forfatter Jesper Wung-Sung, lærebogsforfatter Trine May og komponist Bjarne List Nissen tegner TAK-kampagnen som ambassadører, og de bliver tillige bakket op af en lang række rettighedshavere som eksempelvis Benny Andersen, Bjarne Reuter, Katrine Marie Guldager, Cecilie Eken, Jørgen Eivind Hansen, John Høybye, Kåre Bluitgen og mange flere. 

Oplæg med Anders Agger og Hassan Preisler
På messerne kan man desuden opleve to spændende oplæg, som ligger godt i tråd med vores ønske om at hylde lærerne. Den 1. marts i København kommer Hassan Preisler og den 26. april i Aarhus kommer Anders Agger og fortæller om deres bidrag til bogen 'Mit livs lærer'. Her fortæller de om den lærer, der betød alverden for, hvor de er i dag. 

Kig endelig forbi til en hyggelig snak og en kop kaffe. Vi giver kagen.