Kopiering af dine værker

 

Når dine værker bliver kopieret

Med Copydan Tekst & Nodes kopiaftaler må uddannelsesinstitutioner og virksomheder kopiere fra alverdens udgivne tekst- og nodematerialer til undervisningsbrug og intern administrativ brug uden at spørge hver enkelt rettighedshaver om lov. De må kopiere både dansk og udenlandsk materiale, digitalt og trykt, dog med visse begrænsninger. Begrænsningsreglerne er differentierede, alt efter hvilken type aftale der er tale om.

Læs mere om kopiering til undervisning her

Læs mere om kopiering i virksomheder og offentlige institutioner her

Læs mere om kopiering på biblioteker her

 

Aftalelicens – hvorfor uddrag af dine værker må kopieres uden din tilladelse

Aftalelicens er en lovgivningsmæssig måde at forvalte ophavsrettigheder på, der sikrer en fleksibel brugeradgang samt kompensation til rettighedshaverne for brug af deres materiale.

Copydan Tekst & Node indgår kopiaftaler med vores kunder på baggrund af aftalelicensen. Det betyder, at vi kan tilbyde en samlet aftale, der dækker kopiering af alle rettighedshaveres værker. Også dine.

Via vores medlemsorganisationer repræsenterer vi en væsentlig del af ophavsmændene inden for tekst- og nodeområdet. Vi er som de eneste i Danmark godkendt af Kulturministeriet til at indgå aftaler på aftalelicensvilkår på tekst- og nodeområdet for både autorer og udgivere. 

Læs Kulturministeriets godkendelser af Copydan Tekst & Node her

 

Kopiering i udlandet

Du kan få tildelt vederlag, hvis dine tekster kopieres i udlandet.

Copydan Tekst & Node har gensidighedsaftaler med søsterorganisationer over hele verden. Det betyder, at vi modtager penge for kopiering af danske værker foretaget i udlandet, som vi udbetaler til de danske autorer og udgivere. Til gengæld sender vi penge til udlandet, når udenlandske værker kopieres i Danmark.

Læs mere, og se, hvilke lande vi har aftaler med her

 

Forbud mod digital anvendelse af dine værker i digitaliseringsprojekter m.m.

I forbindelse med Copydan Tekst & Nodes digitaliseringsprojekter, hvor tekster og noder offentliggøres i digital form - f.eks. i forbindelse med diverse kulturarvsprojekter - har du mulighed for at nedlægge forbud mod anvendelsen af dine værker i sådanne projekter.

Læs om vores digitaliseringsprojekter her
 

I forbindelse med vores aftaler til erhvervsområdet har du mulighed for at nedlægge forbud mod digitalkopering af dine værker på erhvervsvirksomheder.

I forbindelse med vores aftaler til undervisningsområdet har du også mulighed for at nedlægge forbud mod digitalkopiering til intern administrativ brug på uddannelsesinstitutioner.
 

Hvis du vil nedlægge forbud, kan du downloade en blanket nedenfor og sende den til Copydan Tekst & Node.

Blanketten kan udfyldes både online og i printet version, skal underskrives i hånden og sendes til os enten som post eller via e-mail.

Der er p.t. ingen forbud.

Download blanket til forbudsnedlæggelse her

 

Yderligere information

Ved spørgsmål kontakt os på tlf. 35 44 14 93 / tekstognode@copydan.dk.