Internationalt: Erfarne kræfter ved roret

Anita Huss-Ekerhult bliver ny direktør for IFRRO. Anita var fra 2008 – 2015 Deputy Secretary General and General Counsel i IFRRO og vender nu tilbage til IFRRO efter en årrække som konsulent hos WIPO – World Intellectual Property Organisation, som er en specialafdeling i FN.

Anita er uddannet advokat og har i mere end 20 år arbejdet med ophavsret i mange internationale jobs, både på advokatkontorer og sidenhen i organisatoriske sammenhænge med stort globalt fokus.

Tekst & Nodes direktør, Anders Kristian Rasch, har deltaget i ansættelsesprocessen og ser frem til at begynde samarbejdet med den nye direktør fra efteråret:

”Med Anita Huss-Ekerhult bag direktør-roret fortsætter vi den gode kurs for IFRRO. Hun er en stærk profil og en erfaren leder med store projekter inden for kollektiv forvaltning bag sig, blandt andet fra sin tid i WIPO.”

Anders fortsætter:

”Det internationale samarbejde har høj prioritet. Adgangen til globale tjenester, medier og platforme er større end nogensinde, og kunstig intelligens har formået at stjæle rampelyset på en måde som ikke er set tidligere inden for ophavsretten. Det er vigtigt at få indtænkt nye brugsscenarier i et internationalt perspektiv, og Anita er det rette valg til at videreføre IFRRO’s arbejde med at styrke forvaltningsorganisationer, øge vidensdeling samt bevare og udvide velfungerende licenser og betalingsmodeller – alt sammen noget som er afgørende for at sikre hele det økonomiske kredsløb omkring produktionen af tekster og noder i den digitale tidsalder.”

Anita Huss-Ekerhult overtager nu direktørposten og tiltræder officielt som Secretary General and Chief Executive for IFRRO d. 1. oktober 2023.

Næste gang, at medlemmerne af IFRRO samles om de fælles problemstillinger, er d. 2. – 5. oktober, hvor Island er vært for IFRRO World Congress 2023, som også inkluderer den årlige generalforsamling.

Infoboks

IFRRO står for ’The International Federation of Reproduction Rights Organisations’.

Der er over 150 medlemsorganisationer i IFRRO fra over 85 lande, herunder både forvaltningsorganisationer som Tekst & Node samt forskellige autor- og udgiverorganisationer.

Tekst & Node er mangeårigt og stiftende medlem af IFRRO, og Anders Kristian Rasch, direktør i Tekst & Node, er valgt som Second Vice President i IFRRO’s bestyrelse frem til 2025.