Ændring i registreringspraksis: Skal sikre retvisende stikprøver

Bestyrelsen har netop godkendt en ny praksis for registrering af de kopier, som indgår i de årlige stikprøver. Ændringen betyder, at indberettede kopier fremadrettet kan frasorteres, hvis rettighedshaverne bag aktivt har opfordret til indberetning. Det sker for at sikre stikprøvernes og fordelingsgrundlagets validitet. Ændringen træder i kraft efter sommerferien 2022. Læs her, hvordan du skal forholde dig som rettighedshaver.

Tekst & Node udpeger hvert år en række uddannelsesinstitutioner, som skal indsende oplysninger om, hvilke ophavsretligt beskyttede materialer underviserne på de pågældende institutioner har udleveret til eleverne i kopiform.

De indberettede kopier skal udgøre en valid stikprøve, fordi de indgår i det fordelingsgrundlag, som vi udbetaler vederlag på baggrund af. For at fordelingen bliver så retvisende som muligt, er det en forudsætning, at de lærere, der deltager i stikprøveindsamlingen, ikke bliver påvirket til at sende noget bestemt materiale ind.

Vigtigt med retvisende stikprøver

Desværre har Copydan Tekst & Node over tid observeret, at rettighedshavere aktivt er begyndt at opfordre skoler og lærere til at indberette netop deres materiale. Opfordringerne medfører en betydelig risiko for en skævvridning af stikprøven og dermed vores fordeling – det man i statistiske termer kalder biased.

Derfor er det på et bestyrelsesmøde den 29. april blevet godkendt at indføre en ændring i registreringspraksissen. Ændringen betyder, at Copydan Tekst & Node kan frasortere indberettede kopier, hvis rettighedshaveren bag aktivt har opfordret til indberetning.

En opfordring kan være:

  1. En angivelse på den enkelte side af, at den skal indsendes ved kopiering.
  2. En angivelse i kolofon el. lign. af, at kopier herfra skal indsendes (trykte værker).
  3. En angivelse på hjemmeside af, at kopier herfra skal indsendes (digitale værker).
  4. Generelle opfordringer til indsendelse (sociale medier, blogs, nyhedsbreve, reklamemateriale, licensbetingelser m.m.).

Ændringen træder i kraft på alt materiale, der indsamles efter 1. august 2022. Materiale med ovenstående opfordringer vil herefter blive frasorteret. Derfor er det vigtigt inden denne dato at forholde sig til, om der skal foretages ændringer på værker eller i kommunikation for at sikre, at man overholder vores registreringspraksis.

Beskyt dine værker

Det betragtes ikke som en opfordring, hvis man angiver, at materialet er beskyttet af lov om ophavsret og kan kopieres i henhold til gældende Copydan Tekst & Node-aftaler.

Læs mere her, hvor vi har samlet mere information om, hvordan du som rettighedshaver kan beskytte dine værker.

Fakta: Registrering af kopier 

  • Vi ser årligt dokumentation for 50 mio. kopierede sider
  • 150 uddannelsesinstitutioner indberetter hvert år deres kopier
  • 13 researchere sidder klar til at registrere alle kopier i vores database
  • 163.592 forskellige værker er registreret i vores database
  • Værkerne i databasen er skabt af 224.778 autorer og 23.811 udgivere

Vores registreringspraksis sikrer, at registreringen af de kopier, vi modtager hvert år, med 95 % nøjagtighed afspejler det faktiske forbrug af kopier hos vores kunder.